Reminiscences of a Stock Operator

Reminiscences of a Stock Operator (kan frit oversættes til: Erindringer fra en Aktiehandler) er muligvis den bedste skrevne bog omkring spekulation og aktiehandel nogensinde. Skrevet af Edwin Lefévre i 1923, og omhandler en af de største aktiehandlere i starten af det 20 århundrede nemlig Jesse Lauriston Livermore.
[wp_ad_camp_1]
Lefévre var en kendt journalist i sin samtid, men havde kun et perifert forhold til aktiemarkedet. Han brugte imidlertid adskillige uger på at interviewe og observere Livermore, og herudfra skabte han en af de største mesterværker indenfor finanslitteratur.

Bogen tager sit udspring med Livermore i starten af det 20 århundrede, der under pseudonymet Larry Livingston, allerede som 15 årig begynder at arbejde og senere at handle i de såkaldte bucketshops. Her kan man købe og sælge aktier af huset, hvor man også kan følge med i kursudviklingen. Livingston finder hurtigt ud af hvordan spillet fungerer og begynder at tjene meget mere end han kunne tjene på andre jobs i hans alder. På et tidspunkt kommer han hjem til sin mor med 1000$, flere penge end hun nogensinde havde set, og som da også må siges at have været rigtig mange penge omkring år 1900.

Som 20 årig tager han første gang til New York og prøver lykken på Wall Street. Her bliver han kendt som the Boy Plunger Drengen der lægger rigtig tunge ordrer ud i markedet. Han er i mellemtiden blevet forvist fra utallige bucket shops da han simpelthen er ved at ruinere alle dem han kommer i nærheden af. I New York er det imidlertid anderledes, da han handler direkte på børsen, og han finder hurtigt ud af at det er meget mere kompliceret. Han mister alle sine penge flere gange, og må tage hjem for at skrabe penge sammen, nok til at kunne komme tilbage.

Tre gange mister han alt hvad han ejer, og til sidst sidder han med en gæld på 1 million$. Usandsynligt mange penge i 1915. Han finder ud af at han ikke kan handle med så stor en gæld i baghovedet, og erklærer sig konkurs, til stor fortrydelse men også forståelse fra hans lånere. Det lykkes ham at banke nogle tusind dollar sammen, og han går i gang igen. Hele tiden lærer han mere og mere om markedet, og alle de fantastiske fejltagelser, man begår igen og igen. Han beskriver alle de mange forskellige afskygninger af håb, frygt, grådighed og følelser som hele tiden påvirker ham indefra, mens andres tvivl og tips påvirker ham udefra.

Vi kommer helt tæt på hvordan det efterhånden og langt om længe lykkedes ham at isolere sig selv fra andres holdninger og ideer, og simpelthen fuldstændig følger sit eget system og sin egen læsning af markedet. Han når imidlertid først hertil efter at have lavet alle de store fejltagelser, man som aktiehandler, kan nikke så morbidt genkendende til. Rigtig mange af de gyldne regler der stadig bruges omkring aktiehandel, kommer fra Reminiscences. Det lykkedes ham at komme op igen, og selvom han ikke havde juridisk pligt til det, betalte han alle sine lån tilbage.

Fra fattigdom til rigdom til fattigdom til rigdom, igennem hårdt slid og arbejde følger vi ca. 20 år i Livingston’s (Livermore’s) liv.

Flere succesfulde aktiehandlere har udtalt at der er mere at lære af Reminiscences of a Stock Operator end rigtig mange års aktiehandel. Hvis du kun har tænkt dig at læse en bog om aktiehandel, er det helt sikkert Reminiscences du skal have fat i. Dramatisk og fantastisk humoristisk. Man kan kun sidde og føle med ham, når den ene handel efter den anden går fuldstændig galt.

Derudover er det et spændende billede ind i en anden tid, hvor reglerne og markedet for aktiehandel var noget anderledes, men samtidig viser den menneskelige natur sig at være fuldstændig det samme som i dag.

5 ud af 5 stjerner.

Læs citater fra bogen.